Blog

Kan det betale sig at redde verden?

Der findes 3 paradokser i verden. For en fugl er det luften, den flyver i. For en fisk er det vandet, den svømmer i. Og for mennesket er det ham selv. Vi har allerede bevist, at vi ikke er i stand til at hjælpe fuglen og fisken. Så det store spørgsmål er: Er vi i stand til at hjælpe os selv?

Ser man på de sidste hundrede år, synes verden at være af lave. Det sagde min farmor igen og igen, inden hun døde i en alder af 94 år.

Jeg forstod aldrig rigtigt, hvad hun mente – for verden så jo ud, som den plejede. For mig handlede livet om at fiske, og fisk var der masser af, da jeg var ung. Så jeg slæbte endeløse mængder af gedder med hjem fra den lokale mose, og ofte fik de lov at rådne op i gruset foran huset, indtil min far opdagede dem og gravede dem ned.

Det var både synd for gedden, for verden og for min far. Men det var et resultat af at være vokset op i en tid, hvor ingen tænkte på jordens ressourcer som noget, der kunne forsvinde.

Det var vel først under oliekrisen i 1973 – med de bilfrie søndage som alle elskede, fordi man så kunne lege ude på vejen – at der sneg sig en lille flig af bekymring ind i den fælles bevidsthed. En tanke om, at vi måske gik dystre tider i møde.

Siden da har forbrugsfesten raset over hele kloden. Vi er blevet federe og federe, og listen over rødlistede arter i vores natur er blevet længere og længere. Det er, som om de to fænomener er låst fast i en symbiose, som alle ville vinde ved at få brudt.

For at opretholde produktionen rydder vi regnskov i en hast, der svarer til, at vi alle kæderøg cigaretter på daglig basis. For regnskoven er klodens lunger.

I vores stadig mere insisterende forsøg på at opretholde vores produktion driver vi dagligt rovdrift på regnskoven. Vi gør det i en hast, der svarer til, at alle mennesker på jorden ryger 80 Grønne Cecil om dagen.

Regnskoven er nemlig klodens lunger. Det er der, en stor del af vores ilt kommer fra. Og derfor virker det unægteligt som en dårlig idé at give køb på et af vores vigtigste livsgrundlag for at gøre plads til at dække et andet. Vi er nødt til at finde mere fornuftige løsninger.

Tag en håndfuld jord

Her er en lille bevidsthedsøvelse, du kan bruge, inden du går ud og henter den næste kop kaffe.

Gå ud i din have og saml en håndfuld jord op. I den håndfuld findes flere mikroorganismer, end der sammenlagt har levet mennesker på jorden, siden vi første gang rejste os og gik på to ben.

De mikroorganismer er grundlaget for alt liv. Uden en fertil jord fuld af levende mikrooganismer – ingen mad. Og uden mad – ingen fremtid.

Mikroorganismerne i jorden lever af plantemateriale. Et faktum, vi tilsyneladende har glemt. For siden vi startede med at dyrke landbrug, har vi fjernet ca. 133 billioner tons plantemateriale fra vores landbrugsjord.

Det er mikroorganismernes mad. Og vi ved alle, hvad sker der, når en organisme løber tør for næring.

Vi har 60 høstcyklusser tilbage

I Storbritannien anslår FN, at de har ca. 60 høstcyklusser tilbage. Det samme er formentlig tilfældet i Danmark.

60, måske 80 år – så er det fertile lag, som vi kan dyrke afgrøder i, forsvundet.

Årsagen er, at vi siden 2. Verdenskrig har fodret jorden med enorme mængder af kunstgødning og pesticider.

Når vi bruger kunstgødning, fodrer vi også mikroorganismerne i jorden, som til gengæld nedbryder endnu mere plantemateriale.

98 % af al landbrugsjord i verden er i dag klassificeret som udpint. Det vil sige, at jorden indeholder mindre end 2 % plantemateriale, hvor normalen måske er 30 til 50 %.

Når indholdet når ned på 0 %, er jorden død. Det er en af årsagerne til, at vi globalt mister 40.000 hektar landbrugsjord til ørken hver dag.

Klimaudfordringer

En anden udfordring er, at når mikroorganismer nedbryder plantemateriale, frigives den CO2, som var lagret i planterne.

Det er hovedårsagen til, at vi står med alvorlige udfordringer med vores klima.

Også det skal vi finde en løsning på. Og vi har travlt, for vi bliver godt 200.000 flere mennesker på jorden hver dag.

Får vi ikke styr på klimaforandringerne og oplagringen af CO2 i vores jord, ender vi med sommertemperaturer i dele af Asien, Indien, Afrika og Mellemamerika på op mod 65 grader.

Så kan man ikke leve der mere.

Og hvor vil de mennesker, som bor der, søge hen? Der er ikke så mange muligheder. De kan kun søge mod nord. Så vil Inger Støjbergs løsning med hjemmeværn ved grænsen næppe række, ligesom politikernes skattede mantra om hjælp i nærområderne heller ikke længere vil være en mulighed.

Er det den verden, vi vil overlade til vores børn og børnebørn?

Eller forstår vi omsider alvoren og skaber samarbejder på tværs – samarbejder, som fører til nye innovative løsninger og sikrer vores fælles fremtid?

FN’s 17 verdensmål

FN vedtog i 2015 de 17 verdensmål, som giver os et fantastisk grundlag for at udvikle en bæredygtig fremtid.

Det er en plan, vi har forpligtet os til at gennemføre. Verden er nået til enighed, og utallige virksomheder har allerede adopteret verdensmålene, fordi de kan bruges på utallige måder.

Udfordringen er, at det er nemt at stille sig op på en scene og sige, at man arbejder med verdensmålene. Det er skåltalen, som alle har glemt, når de går ud af døren. Det er tænketanken, som aldrig bliver til mere end tanker.

Vi har ikke brug for flere tomme taler. Vi har brug for handling. For mennesker og virksomheder, der engagerer sig i at udvikle og implementere nye metoder.

Vi har brug for samarbejde og fællesskab. For at skabe et nyt og innovativt landbrug, som passer på jorden og sørger for, at der igen oplagres plantemateriale på naturlige måder.

Vi kan nå det endnu. Men ingen kan løse opgaven alene. Det er et ansvar, vi deler!

Christian Christensen,
Adm. direktør, Unio Global

Comments