Blog Landbrug

Tænk, hvis vi fandt løsninger sammen…

I fodbold bliver bolden spillet ud over sidelinjen eller sparket til hjørne. I livets andre sammenhænge opleves tilsvarende dødbolds-situationer. Det er en helt naturlig tankegang, som ses i spil, hos mennesker, i organisationer, industrier og i samfund. I de kampe, vi ikke kan vinde, kan vi vinde tiden og holde fast i tilstande.

Det gælder også i landbruget. Gang på gang oplever vi, at diskussioner om pesticider, kvælstof og andre regulerende tiltag, som skulle bringe os fremad, i stedet bliver holdeplads for diskussioner, der kører i tomgang.

Debatten om udledning af kvælstof, brug af Round Up eller pesticider i vores grundvand er eksempler på sådanne tomgangs-diskussioner, eller bevidste spark ud over sidelinjen. Hvorfor? Fordi kampen om grænseværdier for udledning af kvælstof, såvel i forhold til kunstgødning som pesticider, ikke kan vindes i sin nuværende form. Dybest set er det en forkert kamp.

Og så skal vi i øvrigt holde op med at kæmpe mod hinanden og i stedet kæmpe sammen. Foran os har vi en af de største udfordringer, det moderne samfund står over for:

Vi skal brødføde en verden, hvor menneskeracen vokser med 200.000 hver dag. Hvor vi kun kan dyrke landbrug på 11% af jordens landareal, hvoraf 85% af  idag er udpint, og 40.000 ha. forsvinder dagligt.

Tænk, hvis vi sammen kunne designe et nyt landbrug med innovative løsninger på, hvordan vi skal dyrke, forarbejde og spise fødevarer i fremtiden. Og hvordan vi skal leve og føre gode ting tilbage til naturen på nye måder.

Lad os se på landbruget i sammenhæng og ikke isoleret. Prisen for grisen skal betales, men fødevareindustrien kan hverken løse udfordringerne eller betale regningen alene. Og som samfund har vi ikke råd til at fraskrive os medansvaret.

 

Comments